|
Afsted til Cuba
Vi startede vores længe ventede tur til Cuba med at stå meget tidligt op torsdag morgen….
Begge var vi rigtig trætte efter at have fejret Saschas fødselsdag og haft travlt på arbejde lige indtil sidste dag før vores ferie, men af sted kom vi da. Afgangen fra Kastrup forløb ganske gnidningsløst, da først Pia havde fået mokket alle sine mærkelige remedier, der partout skulle med som håndbagage, ned i diverse gennemsigtige plasticposer, og turen til Paris foregik hurtigt og uden de store oplevelser.
Til gengæld var landingen i Paris forholdsvis hårrejsende, eftersom et andet fly lige pludselig havde ”stjålet” vores tildelte landingsbane, men heldigvis havde vi en vågen kaptajn ved styrpinden, så nogle få meter fra at vi satte hjulene på landingsbanen drejede vi pludselig skarpt til højre og fortsatte opad i meget stærk fart. Da først vi fik forklaret hvad det var, der foregik, var det jo faktisk meget betryggende, men i første omgang blev vi da noget forskrækkede.
Charles de Gaulle lufthavnen i Paris var også et kaotisk kapitel for sig selv, men som nogle siger: ”de er jo skøre, de franskmænd”, og flyet til Havana ventede da heldigvis på den noget forsinkede maskine fra København. Ombord kom vi, og det endda i en ”dobbeltdækker-flyver” – en kæmpe Boing i 2 etager og med 3 rækker af sæder. Vildt! - selv en flybar var der ;)
Og velkommen til Havana
Vi ankom til Havana ved 20-tiden cubansk tid, hvilket svarer til klokken 2 om natten dansk tid, og der var vi godt trætte, så det blev ikke til meget sightseeing. Vi tog en taxa til hotellet og nød det faktum, at vi kunne pakke vores jakker langt væk, men aftenen blev dog tilbragt med aftensmad på hotellet og så på hovedet i seng…
Næste morgen vågnede vi så op til ”virkeligheden”: at vi var godt og grundigt jetlag’ed og især Pia stadig kørte på ”dansk tid” og ikke kunne finde ud af at sove længe; at vi måske havde været lige lovlig spartanske i vores ønsker om hotel, eftersom der praktisk taget ikke kom nogen vand ud af bruseren og det, der kom ud, var koldt; at aircondition-anlægget larmede helt vildt og at vi ikke kunne slukke for det, fordi der simpelthen var for varmt om natten; at ost er en import-vare og derfor er det, der hurtigst forsvinder fra morgenmads-buffetten; at cubansk marmelade ligner ketchup eller sennep; at selv cubanere på turist-hoteller taler meget dårligt engelsk…
Men også: at der var den smukkeste solopgang fra vores værelse; at hotellet bagte nogle meget lækre boller til morgenmad og at der var rigeligt med frisk frugt; at Havana lå dér nedenfor vores hotel og var spændende; at vores hotel lå lige ud til Malecón, der er havnepromenaden i Havana; og at vi var på ferie, så det var helt ok at tage hjem og sove til middag…
Den første dag i Havana tog vi ud for at se en gammel borg, El Morro, der var blevet bygget for at beskytte byen mod angreb fra piraterne. For at komme til at se så meget som muligt valgte vi at gå ind til centrum af Havana og tage en færge over til den del af Havana, der lå på den anden side af en bugt, og det var en meget fascinerende tur hen af Malecón og langs med havnen, hvor der var parkeret rigtig mange gamle amerikaner-biler – Thomas var helt benovet.
Da vi kom hen til færgen opdagede vi at cubanerne er optaget af en lidt anden form for terrorisme end den, vi er vant til fra Danmark og Europa – nemlig kontrarevolutionære terrorister. Pia fik konfiskeret sin lommekniv, medbragt til at skrælle frugt, fordi den blev mistænkt for at kunne bruges til at kapre færgen og dens 20 passagerer med det formål at flygte til Miami. Ikke videre sandsynligt – i så fald havde vi nok taget flyvet til Miami i stedet for til Havana – men sådan er virkeligheder jo forskellige alt efter hvilket samfund, man vokser op i.
El Morro var et imponerende fæstningsværk, og udsigten var betagende, men desværre kom vi ikke til at se så meget af de lovede udstillinger, eftersom der var international kulturuge, og borgen derfor blev brugt til at afholde bogmarked. Den selv samme kulturuge betød at der pludselig var mennesker overalt, og vi derfor havde meget svært ved at finde tilbage til færgelejet igen, men det lykkedes os, og det var faktisk en rigtig god oplevelse. Selv lommekniven fik vi tilbage efter lidt palaver…
På andendagen i Havana følte vi os allerede langt mere bekendte med Cuba og cubanerne, så vi kastede os ud i det kaos, som lørdag formiddag byder på mange steder rundt om i verden. Obispo hedder den centrale gågade i den gamle del af Havana, og den er fyldt med smukke gamle faldefærdige bygninger, hippe cafeer, hyggelige barer, samt gadeboder, souvenirbutikker og ”pesos convertibles”-butikker, hvor kun turister kan handle, og hvor alle varer er sat ind i glasmontre, så man ikke kan komme til at ”befamle” dem. Dertil skal tilsættes en dosis øredøvende salsa-musik fra samtlige cafeer og barer; en trup at smukke unge mennesker, der kunne danse på stylter, og som skiltede meget tydeligt med deres sexualitet der ikke nødvendigvis var specielt ”straight”; samt et virvar af lokale og turister og diverse renovationsprojekter med dertil hørende afspærringer.
Den gamle del af Havana, Havana Vieja, er aldeles charmerende. Som vores guidebog beskrev, så udgør det tætte net af smalle gader, yndefulde paladser og aristokratiske palæer for cirka 350 år siden hele byen, og det var først omkring 1860 at Havana bredte sig længere ud end dette område. De skiftende cubanske regeringer har siden da valgt at prioritere de begrænsede økonomiske midler på at udvikle landbrugsområderne på Cuba, og det har betydet at bydelen ikke er blevet moderniseret, men tværtimod stadig står tilbage med de mest fantastiske gamle huse og gader. Siden da er bydelen blevet fredet af UNESCO, og de cubanske myndigheder er så småt gået i gang med restaureringer, men vel og mærke restaureringer der er i overensstemmelse med den oprindelige byggestil. Det er et fantastisk sted at slentre rundt og ”blive væk”, og især den gamle katedralplads nød vi mange kopper kaffer, mojitos og jugo (juice) på.
Efter en tiltrængt siesta hjemme på hotellet, tilbragte vi også aftenen inde i den gamle del af Havana, og da var vi så kæphøje at vi faktisk mente at vi sagtens kunne finde hjem ved at skyde genvej ind gennem de lidt mindre gader – indtil da havde vi holdt os til de store gader, som vi kunne finde på kortet. De små gader var også aldeles fascinerende, og vi tilbragte lang tid med at gå og iagttage al det lokale liv, som det var svært at se om dagen: musikken strømmede ud af vinduerne og skolebørn og gamle koner stod og dansede til; mændene delte en cigaret og talte om – ja, hvad ved vi… På et tidspunkt burde vores alarmklokker dog have ringet, for mens vi stod på et hjørne og forsøgte at orientere os efter at have været fascineret af nogle små børn, der dansede salsa, passede 2 unge gutter os op og hev fat i vores kamera, som Pia havde hængende om det ene håndled. Uden at det overhovedet gik op for os hvad der foregik, sprang remmen, og af sted løb gutten med vores kamera!!!
For at berolige jer alle må vi hellere med det samme fortælle, at der ikke skete os noget, og at ingen af os var så dumdristige at vi forsøgte at følge efter en tyveknægt sent om aftenen i en fremmed by. Når det så er sagt, må vi begge erkende at det var en meget chokerende oplevelse. Thomas blev nok ramt på sin mandighed: at der var en gut, der simpelthen bare gik hen og stjal vores kamera, og at han overhovedet ikke opdagede det før det var meget for sent; og Pia fik så at sige taget sin ”rejse-mødom” og sin måske naive tro på at man sagtens kan rejse rundt i verden uden at være bekymret for at der sker en noget, så længe man ikke skilter alt for meget med sin relative rigdom i forhold til de mennesker, man befinder sig iblandt.
Det var en oplevelse, der mere eller mindre kom til at præge resten af vores ferie: ikke så meget på grund af det forsvundne kamera, da vi havde endnu et kamera med og det stjålne ville blive erstattet af vores forsikring; og ikke så meget fordi vi selvfølgelig var rigtig kede af at miste de mere end 100 billeder, vi allerede havde taget på det tidspunkt; men mere fordi det helt utilsigtet, men måske meget naturligt, påvirkede os og den måde, som vi forholdt os til Cuba og cubanerne på under resten af ferien.
Resten af historien om det forsvundne kamera er kort fortalt, at vi tilbragte resten af lørdag aften i et celle-lignende forhørslokale på den lokale politistation for at få kameraet meldt stjålet uden det store held, da vi som bekendt ikke taler cubansk eller spansk, og ingen af politibetjentene talte engelsk. Vi mødte til gengæld nogle andre turister, der havde været ude for tilsvarende oplevelser, og dér gik det op for os at vi faktisk var sluppet ret billigt, eftersom vi bl.a. mødte en midaldrende dame, der var blevet skubbet omkuld og på den måde havde brækket armen. Hun kunne til gengæld berette om en anden turist, der faktisk fik sit kamera tilbage, da det var blevet meldt stjålet, og det fik jo vores humør til at stige et par grader. Det varede dog kun indtil vi blev sendt hjem, fordi politiet ikke kunne få fat i en tolk, og hvor det samtidig var gået op for os, at tyven jo ikke havde opladeren til kameraet, og at det udfra billederne på kameraet, som det jo ikke er noget problem at se på et digital-kamera, med lethed ville kunne finde ud af på hvilket hotel, vi boede. Ikke specielt betryggende, vel ? Da vi så kom tilbage til hotellet – klokken 1 om natten – og elevatoren satte sig fast mellem 2 etager, var Thomas rasende og Pia grædefærdig…
Søndag morgen troppede vi op på politistationen igen, men der var stadig ingen, der kunne tale engelsk… Til gengæld var der en betjent med lidt flere stjerner på skulderen og et lidt mere initiativrigt temperament, og han endte med at optage en rapport på en blanding af vores få spanske gloser, hans få engelske gloser og Pias meget beskrivende tegn og fagter. Vi blev sendt hjem på hotellet for at vente på at politiet skulle sende rapporten hen til os til underskrift, men det viste sig at vi skulle hen på politi-stationen igen for at lave en rapport på engelsk. Ved 18-tiden var den engelsktalende betjent dukket op, så ilagt et enkelt museumsbesøg på Revolutionsmuseet varede det faktisk hele dagen at få skrevet politirapport. Vi fik i mellemtiden bedt den engelsktalende bartender på vores hotel om at skrive et brev til politiet på spansk om hvor vi befandt os den følgende uge, og hvordan de eventuelt kunne komme i kontakt med os, så nogle af sprogproblemerne blev udryddet på denne vis
Det var første gang vi stødte på det cubanske fænomen, at de højtuddannede, der blandt andet har lært fremmedsprog, hellere vil arbejde som bartender eller taxachauffør eller tjener på et hotel, mens det at være politibetjent eller læge eller lærer ikke betragtes som eftertragtelsesværdigt, eftersom man tjener en meget dårligt månedsløn og ikke har mulighed for at få drikkepenge. Det var et fænomen, vi også stødte på mange gange siden, men mærkeligt var det at opleve det.
Revolutions-museet var i øvrigt et meget forunderligt sted. Det har til huse i den afsatte diktator Batistas forhenværende palads og rummer kopier af blandt andet den båd, som Fidel Castro og Che Guevara samt 80 guerilla-soldater sejlede til Cuba fra Mexico i 1956, da de begyndte deres kamp for at erobre magten på Cuba. Båden er anbragt i en kæmpe glasmontre som et af revolutionens store ikoner. Også andre genstande af særlig betydning var udstillet: en traktor, som oprørstropperne havde ombygget til kampvogn; en gammel Pontiac med dobbelt bund der blev brugt til at smugle våben og dokumenter i, samt en gammel varevogn fyldt med skudhuller, der var blevet brugt til et attentat mod præsidentpaladset. Derudover er der fly, som blev brugt til at nedkæmpe det CIA-støttede angreb i svinebugten samt en del af det spionfly, der blev skudt ned over Cuba under optakten til Cuba-krisen i 1962.
Præsidentpaladset har været beboet af alle Cubas præsidenter i perioden 1913 til 1957, og rummene er meget smukke. Der er udstillinger med fotografier fra revolutionen i 1956 samt forskellige effekter: blodplettede uniformer, kort over forskellige guerillaangreb – you name it. Og sandt at sige kan man godt få lidt politisk klaustrofobi over at befinde sig et sted, der er så revolutionært og nationalistisk…
Bilferie på cubansk
Mandag morgen var det så tid for at tage af sted på bilferie. Vi skulle afhente vores udlejningsbil på et lokalt kontor, og det gik forholdsvis uproblematisk. Heldigvis havde Thomas taget et mastercard-kreditkort (udstedt i Danmark, vel at mærke!!) med, for vores danske Visa-kort kunne ikke accepteres, da de tilsyneladende er så ”gode” at man på en eller anden måde kan ”komme til” at bryde koden til dem? Denne forklaring må stå hen i det uvisse – vi har endnu ikke forstået den, og kommer nok heller aldrig til det…
Vi havde besluttet os for at køre til Trinidad, der er en mindre by, der ligger på Cubas sydkyst.
Først skulle vi dog finde vej ud af Havana, og det gik ikke så godt. Vi kørte rundt og rundt og rundt, og efterhånden havde vi hverken hoved eller hale i hvor katten, vi befandt os. Og at spørge om vej var altså ikke lige noget, vi havde lyst til, weekendens oplevelser taget i betragtning.
Til sidst gav vi dog op og spurgte om vej, og da vi heller ikke kunne finde ud af de direktiver, vi dér fik, gav selv Thomas op og tog imod tilbuddet om at en lokal tankstations-ansat kunne køre med os ud til motorvejens start. En taxa tilbage til tankstationen tilbød vi selvfølgelig at betale for ham, og den var tilsyneladende cirka 5 gange så dyr for ham som den ville have været for os, men vi kom dog af sted ud på den rigtige motorvej.
Motorvejene på Cuba er generelt forholdsvis billøse, men til gengæld er de fyldt med huller samt krydsende togspor, cyklister, hestevogne, geder, gamle damer, hvidløgssælgere og propagandaskilte. Det, der ikke var, var det vi savnede mest: vejskilte! Vi kørte rigtig mange kilometer uden overhovedet at ane, om vi kørte i den rigtige retning, og en forholdsvis stor by som eksempelvis Santa Clara, der har 200.000 indbyggere, er der ingen skilte om afkørsel til.
Det betød at vi lærte at holde bilferie på en helt anden måde: i stedet for at følge med på kortet, måtte vi ud og spørge om vej på nærmest samtlige (få) tankstationer, vi kunne finde. Og for en sikkerheds skyld også lige tanke bilen op og spise en sandwich eller få en kop kaffe eller noget vand, for hvem vidste hvornår der ville komme en ny tankstation…
Med en del omveje og spørgen om vej – især da vi ikke længere kørte på motorvejen - lykkedes det os dog at finde til Trinidad. Vi havde ikke på forhånd booket et hotel, og da vi ikke kunne finde nogen af de hoteller, som der ifølge vores kort og guidebog skulle være at finde inde i Trinidad, og da alle charterturisme-hotellerne var fuldt booket op, endte vi med at flytte ind på et værelse ved en familie. Et scenarie, som vi ville have forsvoret, da vi stod på politistationen i Havana, men ”nød lærer nøgen kvinde at spinde” samt hjalp os til at genvinde noget af troen på andre menneskers ærlighed…
Dette var vores første oplevelse med privat værelsesudlejning, Casa Particular, men det var klart en succesoplevelse og grundlaget for at det var noget, vi valgte at fortsætte med. Som næsten alle andre cubanske huse var det hus, vi boede i, udefra noget faldefærdigt at se til, men inden i huset var der simpelthen bedårende med en charmerende gårdhave, springvand, fugle i bure, træer og blomster og en sød og rar værtsfamilie, der lavede det lækreste mad, vi fik på hele Cuba. Værelset var også helt ok, og det var et dejligt badeværelse. Vi fandt siden ud af, at rigtig mange cubanske familier lejer værelser ud til turister for på den måde at supplere deres indtægt, og vi har kun gode oplevelser med denne måde at bo på. At et privat værelse så kun koster en femtedel af et hotelværelse, gør jo så heller ikke noget…
Trinidad
Trinidad blev grundlagt i 1514 af den spanske opdagelsesrejsende, Diego Velázquez, og det er en gammel koloniby. Tidligere var byen og den omgivende dal, Valle de los Ingenios (Sukkermøllernes dal), centrum for sukkerproduktionen på Cuba. I starten udbyttede spanierne det lokale taíno-folk som slaver, men da de døde af sygdom og hårdt arbejde, begyndte man at importere sorte slaver fra Afrika til arbejdet i plantagerne. Området har på grund af sukkerproduktionen samt smuglere og slavehandlere været meget velhavende med eventyrlige plantagehuse rundt om i dalen og smukke gamle palæer inde i selve Trinidad, og vi var meget fascineret af byen og omgivelserne.
Trinidad er opdelt i en gammel og en ny bydel, og det er klart den gamle bydel, der er spændende. Den (samt den omgivende dal) blev fredet af UNESCO i 1988 og består af en snævre gader, der er centreret omkring en plads, Plaza Mayor, hvor de rige byggede deres palæer. Der er en del spændende museer i byen, bl.a. Museo Histórice Municipal (bymuseet), hvor der var en udstilling om slavehandlen, samt et bad i romers stil og en fontæne, der ifølge guidebogen sprinklede eau de cologne til kvinderne og brændevin til mændene. Mere tid brugte vi dog på palæets tårn, hvor der er exceptionel udsigt ud over hele byen. Vores første rigtige dag i Trinidad brugte vi på at gå rundt og fortabe os i de smukke gamle huse og spændende gader samt nyde udsigten fra forskellige tårne. De allerfleste postkort blev også skrevet i Trinidad, hvor der var en dejlig fortovscafé, hvor kan kunne side i skyggen og kigge ud over byen.Aftensmaden spiste vi hjemme på vores Casa Particular – igen var maden rigtig lækker – og den dag flyttede der et midaldrende par fra Portugal ind på det andet værelse – dejligt med lidt engelsktalende selskab. De kunne til og med også tale spansk med værtsparret, og på den måde kom vi til at kende dem lidt bedre. Blandt andet fortalte de, at grunden til at huset udefra var så faldefærdigt var, at de ikke ville skilte med dets velstand for ikke at komme i klemme med regeringen. Manden i huset havde tilsyneladende tidligere været arresteret, fordi han forsøgte at købe oksekød på det lokale marked, hvilket åbenbart er ulovligt på Cuba, hvor oksekød er reserveret til turister. Han ville derfor gerne holde en lav profil. De fortalte også, at vores værtspar var blevet skilt for nogle år siden, men stadig boede sammen, fordi det ikke var til at finde en bolig til den af dem, der blev nødt til at flytte. Vi blev også for første gang præsenteret for den kreativitet, som vi også siden mødte blandt cubanerne: når handlen til udlandet er så begrænset som på Cuba, må man jo ty til de midler, som man har, og manden i huset havde konstrueret en motionscykel og fitnessbænk, som Thomas også fik afprøvet.
Resten af aftenen tilbragte vi på en udendørscafe, hvor en række forskellige cubanske orkestre optrådte. Det var enormt hyggeligt med en blanding af turister og lokale. Også på det helt personlige plan var de 2 grupper blandet – vi faldt nemlig i snak med et andet par, hvor hun var cubaner og han amerikaner. Dem samt deres cubanske chauffør og adskillige rigtige gode drinks tilbragte vi en rigtig hyggelig aften sammen med. Bagefter har vi dog talt en del om netop de mennesker, for sandt at sige virkede han noget mere forelsket end hun gjorde, så vi har da overvejet om hun havde andre motiver til at indgå i den alliance end de rent følelsesmæssige…
Vores næste dag i Trinidad tilbragte vi på stranden, Playa Ancon. Vi havde været derude aftenen i forvejen for at gå en tur på stranden og dér fundet en masse forstenede koraller, men vi havde nu snarere besluttet os for at tage en driver-dag med gode bøger og benene ude i solen – både det ene og det andet var stærkt tiltrængt. Vandet var dejligt, og vi fandt også et sted hvor vi kunne være uden at have et værelse på et af hotellerne, men vi havde ikke lige taget højde for at vandet jo reflekterer solen, så selv om vi primært befandt os i skyggen under nogle palmeblads-afskærmninger og var behørigt indsmurt i solcreme, blev vi faktisk ret forbrændte. Denne dag var det også vores 6 års kæreste-dag, og det var da heldigt at vi var forelskede i forvejen, for ingen af os var specielt tiltrækkende den aften!! ;o) Pia var så forbrændt, at man ikke kunne se forskel på hendes ansigt og den læbestift, hun tog på om aftenen til Valentines Day-middagen på vores Casa Particular. Til gengæld var såvel maden som selskabet aldeles forrygende. Vores værtspar havde tilberedt den lækreste fisk, der var bagt i ovnen under et saltlag (en ret, man tilsyneladende også kender i Portugal) samt inviteret turister fra de omkringliggende private huse til middag, og eftersom vi delte bord med vores rigtig sympatiske portugisiske naboer, blev også denne aften både meget sen og forholdsvis ”våd”. De forstår altså at lave rigtige gode Mojitos, Daiquiries og Pina Colada’er på Cuba, skal vi hilse og sige. Mums!
Landsbrugsland og Camagüey
Onsdag morgen, dagen efter Valentines Day, måtte vi så videre. Trinidad var en rigtig hyggelig og afslappende by, men vi havde faktisk allerede været der en dag mere end vi havde forestillet os at vi ville være, og eftersom billeje på Cuba faktisk er afsindigt dyrt, måtte vi hellere bevæge os ud på landevejen igen…
Inden vi kom af sted, gjorde vi dog holdt i Valle de los Ingenios, hvor et af de tidligere plantagehuse er omdannet til et slags museum, hvor man selv kan prøve hvordan en gammel sukkerøspresse virker. Det er hårdt arbejde, kan Pia bekræfte.
Næste stop på vores tur var Camagüey, Cubas tredjestørste by. Den blev grundlagt i 1514, men siden da flyttet 2 gange for derefter at blive plyndret af Henry Morgan og hans pirater i 1668. Det er en meget charmerende by, hvor især den gamle bydel er uimodståelig med smalle krogede gader med rækker af smalle ornamenterede huse i forskellige farver. Ud mod gaden er der kraftige træporte, men når de står åbne kan man skimte de frodige gårdhaver, der ligger gemt væk fra gaden.
Specielt for Camagüey er de iøjnefaldende tinajones: runde lerkrukker med bred åbning. Deres forbilleder er de krukker, som spanierne medbragte, og som var fyldt med vin og olie, men i Camagüey blev denne type krukker lavet af de lokale pottemagere for at løse et meget mere presserende problem: at byen næsten ingen adgang har til vand, og at regnvand kun kommer i sæsonen.
Da vi ankom til byen flyttede vi ind på Gran Hotel, som vi havde fundet på kortet. Det viste sig at være et aldeles charmerende sted, og vi fik det lækreste værelse med 5 meter til loftet og marmorbadeværelse. I værelsesprisen var inkluderet en morgenmadsbuffet, og den blev indtaget i en spisesal på hotellets allerøverste etage med søjler, stuk og æggekagebager. Også elevatoren blev manuelt betjent, så vi følte at vi blev passet op på alle måder. I hotellets café kunne vi få burgere og ”rigtige” colaer – altså ikke de cubansk producerede Tu-kolaer, men rigtige Coca Cola og rigtig kaffe. Det var som at komme i himlen!
Også vores bekendtskab med Camagüey var i den mere henslængte afdeling. En af de gutter, som vi havde spurgt om vej hen til hotellet, var indehaver af en cykeltaxa, og han gav os et tilbud, som vi ikke kunne afslå, om en guidet tur i cykeltaxa med indlagte foto-pauser. Det var faktisk en rigtig god måde at se en ny by på. Vi fik set både Teatro Principal, hvor vi fik en rundvisning bag ved scenen, samt adskillige meget smukke kirker. Men mest fascineret var vi nok af det ældre ægtepar, som vi mødte, og som vi havde mulighed for at føre en rigtig samtale med, fordi de talte flydende engelsk. Deres forældre stammede fra Jamaica og var emigreret til Cuba inden de var født. De var meget søde og charmerede og fortalte lang tid om deres liv.
Området rundt om Camagüey er landbrugsland, og vi så da primært også kun græsningsområder og køer i de timer, det tog at køre mellem Trinidad og Camagüey. Samt – men ikke mindst – Vasqueros (det cubanske ord for en cowboy), der kommer ridende forbi. Mange cubanere har hverken råd til bil eller benzin, så rigtig mange mennesker rider for at komme omkring – også dem, der ikke driver kvæg. Og tit og ofte stod hestene parkeret udenfor huset, også på en asfalteret vej.
Santa Clara: Che Guevaras by
Efter et rigtig dejligt besøg i Camagüey vendte vi næsten ”retur” forstået på den måde, at vores oprindelige plan om at køre til Santiago de Cuba i den syd-østlige del af Cuba blev droppet. Vejene skulle efter sigende være endnu mere bumpede end hvad vi havde oplevet hidtil, og der skulle være endnu færre vejskilte, så vi syntes ikke rigtig at det var umagen værd.
Vi besluttede i stedet at køre til Santa Clara, som er mest kendt for at være den by, hvor befolkningen sammen med Che Guevara især udmærkede sig i kampene mod den tidligere diktator, Batista. Der er faktisk monumenter for dette i det meste af byen – inklusiv nogle jernbanevogne, som Che Guevara egenhændigt havde afsporet, samt Che Guevaras mausoleum. Vi var henne og se begge ting, og især mausoleet var en rigtig god oplevelse, fordi den udstilling, der også var der, viste noget om hvem Che Guevara havde været som menneske og ikke ”kun” som nationalhelt.
Igen ville det have været dejligt at kunne spansk, for som sædvanlig var der ingen tekster på engelsk, men vi fik da et indtryk fra hans fødsel og opvækst i Argentina og hans uddannelse som læge. Det er fascinerende, at han i dag – årtier efter sin død i 1967 – stadig hyldes som en statslig anerkendt helteskikkelse og betragtes som billedet på den fuldendte socialistiske mand. Der er billeder af ham overalt på Cuba.
Santa Clara var ikke lige ”vores by” – f.eks. syntes vi at Camagüey var langt hyggeligere – så vi blev kun en enkelt overnatning. Vi havde dog fundet et værelse ved et ældre ægtepar, der boede helt centralt i et gammelt palæ, og selv om standarden i sagens natur på ingen måde var som på hotellet i Camagüey, var det nu stadig meget overvældende at bo i så overdådige og dog så forfaldne nogle rum med stuk og prisme-lysekroner og marmorbadeværelser etc. Igen fik vi en fantastisk morgenmad, og igen var vi ærgerlige over vores manglende sprogkundskaber, da manden i huset var ved at fortælle Pia om alle de steder, han havde arbejdet (Ukraine, Rusland, forskellige steder i Afrika, Frankrig, Spanien – you name it), og vi igen ikke forstod HVORFOR!
Vinales og alle tobaksmarkerne
I stedet for at tage til den østlige del af Cuba, havde vi besluttet at drage mod vest til Pinar del Río-provinsen, hvor der dyrkes verdens fineste tobak.
Der er cirka 500 kilometer mellem Santa Clara og Vinales, som var den by vi havde sat os for at besøge, men pludselig var vi blevet til nogle garvede ”Autopista”-farere (Autopista er det cubanske ord for den motorvej, der skærer sig gennem landet), så turen var ikke så slem. Vi fandt ud af at komme uden om Havana uden at få os forvildet os alt for langt ind i byen, vi huskede at tanke op når vi så en benzinstation, vi huskede at spise noget mad og få noget drikke da der var mulighed for det (hvilket måske med 200-300 km’s mellemrum, når man er udenfor Havana), vi fandt den rigtige afkørsel, vi torpederede et kæmpe hul uden at der skete andet end at hjulkapslen og en plasticdims på bilen faldt af – men vi havde totalt glemt at det var lørdag eftermiddag, og at vi var ved at løbe tør for kontanter. Vi havde hele tiden haft rigeligt med kontanter, og fordi vi primært havde boet på private værelser, var det faktisk begrænset hvad vi havde brugt af penge. Gudskelov var der et lille veksel-kontor i bjerg-landsbyen Vinales, men vi var da lige ved at panikke totalt over tanken om at være uden penge indtil mandag morgen, hvor bankerne åbnede igen.
Vinales var en rigtig charmerende by. Det ældre ægtepar i Santa Clara kendte nogle mennesker, der har et Casa Particular i Vinales, så dem kørte vi hen til. Alle deres (2) værelser var udlejet, men de havde til gengæld en nabo, der også lejede værelser ud, og som vi kunne bo ved. Sådan fungerer den slags altså bare på Cuba – vi kunne sikkert have boet privat ved ”nogen der kender nogen” på hele vores ferie hvis vi havde haft lyst til det. Igen var det en rigtig god oplevelse at bo ved en privat familie, men det blev dog lige rigeligt lokalt da vi klokken 5 om morgenen blev vækket af en hylende gris, der gik og græssede i forhaven, samt de galende haner, der boede inde i vores hus. Thomas brugte i øvrigt lang tid på at studere hvordan ”vores” hane og genboens hane rivaliserede om de høns, der boede i de respektive huse – det var en lystig historie, som han gerne gengiver i detaljer…
Vinales var fascinerende på en helt anden måde end de andre byer på Cuba, som vi havde besøgt. Der var meget smukt og charmerende på samme måder, som man også kan finde i bjerglandsbyer i andre lande, og Pia blev helt nostalgisk og savnede Dharamsala og stemningen dér. Men mest specielt var nu de omgivende tobaksmarker, som Thomas var totalt fascineret af. Vi så tobak på markerne og i diverse tørrehuse, og vi så også hvordan man ruller en cigar. Der blev også indkøbt lidt at ryge på til specielle anledninger. Og så var der nogle bemærkelsesværdige små bjerge, der rejser sig direkte op fra jorden. De kaldes mogotes og består ligesom lignende fænomener (Ayer’s Rock i Australien og erosionsbjergene i Arizonas ørken) af en hård klippekerne, der står tilbage efter at det omkringliggende blødere materiale er blevet nedbrudt gennem millioner af år. I juratiden var de søjler i enorme huler, som senere faldt sammen, i dag er de dækket af et frodigt bladhang og kan minde om overgroede ruiner. Drypstenshuler er der også mange af i det område, og især én hule, Cueva del Indio (indianer-hulen) fandt vi fascinerende, fordi den ifølge legenderne blev brugt af de indfødte indianere som gemmested under spaniernes erobring. En anden hule var indrettet til diskotek, men det var altså lidt for popsmart til os.
Noget andet, som fascinerede os begge, var et kæmpestort klippemaleri, Mural de la Prehistoria, der dækker hele den ene side af en af mogoterne. Maleriet blev lavet i 1960’erne på foranledning af Fidel Castro for at portrættere det socialistiske menneskes tilsynekomst fra urtiden. Det er 180 meter bredt og 120 meter højt, og hvor er det da spøjst. Nedenfor var en kæmpe restaurant beregnet på turister på arrangeret rundtur. Vi endte dog med at tilbringe en hygge-eftermiddags-siesta på terassen til Casa don Thomas – tænk at Thomas har sit eget hus i sådan en lille bjergslandsby. Det var nogle dejlige timer, og ikke mindst fordi der langt om længe var dejligt vejr igen. Hele formiddagen havde regnen bare pisket ned, eftersom der også blæste rigtig meget, blev der rigtig koldt inde i sådan et hus, hvor der ikke er glas i vinduerne, og hvor der ikke er isoleret, så om natten havde vi sovet i joggingbukser, t-shirts, sokker og for Pias vedkommende også 2 strikketrøjer…
Vi tilbragte 2 nætter i Vinales, og så var det ved at være tid til at aflevere bilen i Havana. Inden da tog vi dog på den ultimative tobaks-tur til San Juan y Martinez, hvor verdens bedst tobak efter sigende dyrkes. Thomas havde på det tidspunkt i flere dage sukket efter at eje sit helt eget tobaksblad, og langt om længe tog han sig sammen til at købe det af en måbende tobaksbonde, der på ingen måde kunne forstå hvad han dog ville med det… Hele 30 kæmpe-blade erhvervede han for 1 pesos convertibles, og det siger da vist noget om at det ikke er mens tobakken gror på marken, at den repræsenterer en værdi…
Tilbage i Havana
En uge efter at vi havde forladt Havana var vi tilbage igen – propfyldte med oplevelser, godt trætte af at køre i bil (vi fik kørt cirka 2.000 kilometer på 1 uge på de mest hullede veje vi nogensinde har set) og noget mere cuba-vante… På et tidspunkt mens vi havde været i Vinales var vi blevet så trætte af at høre på grisen og hønsene at vi havde ringet og bestilt et værelse på et ”rigtigt hotel i Havana, så da vi kom retur flyttede vi ind på Hotel Inglaterra, der engang var Havanas første lukushotel, som velhaverne valfartede til for at opleve nattens musik i haven på hotellets tagterasse.
I dag er det et smukt gammel hotel med en fantastisk nybarok facade, og kolonitidens stramhed og elegance er gennemført til sidste detaljer såvel ude som inde. Og så var der varmt vand – i rigelige mængder – så Pia tilbragte den første time på hotelværelset i bad, hvor hun stod og nød det første ”rigtige” bad i 1 ½ uge mens hun betragtede marmorstatuen af den tænksomme José Marti (endnu en af de cubanske helte, denne gang dog fra uafhængighedskampene med spanierne), som kunne ses ude på Parque Central gennem badeværelsesvinduet.
Parque Central – Havanas central plads - var et rigtig dejligt sted at bo op ad. Godt nok var der meget larm om morgenen, og eftersom vores altan vendte lige ud mod pladsen, kunne vi følge med i ALT, men det er et af Havanas mange mødesteder, og det har det været lige siden slutningen af forrige århundrede. Pladsen er omkranset af imponerende kongepalmer, og en tilfældig eftermiddag kan man opleve heftige baseball-diskussioner mellem Havanas baseball-entusiaster, mens man tager et hvil under palmerne eller slentrer en tur ned af Prado’en, Havanas promenade-gade, der er en skyggefuld allé med løvefigurer og antik gadebelysning samt den ene fantastiske, om end forfaldne, palæ efter det andet. Bygningerne har huset nogle af de rigeste og mest aristokratiske familier i Havana, men i starten af det 20. århundrede gik det dog kraftigt tilbage for området, da de fleste af palæerne blev omdannet til kasinoer og natklubber, mens de øverste etager husede bordeller med letpåklædte kvinder på balkonerne for at trække kunder til. I dag er det dog et ret fredeligt sted med folk, der promenerer, kunstnere der sælger billeder samt skolebørn fra omkringliggende skoler i røde og hvide skoleuniformer, der får gymnastiktimer eller leger på det brede midterfortov i manglen på legepladser i området. Academia de Gimnástica ligger også på Prado’en, og det er her at Cubas spirende gymnaster træner sammen med de nuværende topgymnaster – en situation, vi var så heldige at få lov til at se gennem skodderne ind til bygningen med lærerens fulde velsignelse, hvilket Pia var meget betaget af, mens Thomas til gengæld var helt forblændet af Hotel Sevilla (kendt fra Graham Greenes ”Vor mand i Havana”, hvor spionen boede på værelse nr. 501), der er et af Prado’ens berømte vartegn, men hvor der desværre ikke var nogen ledige værelser de dage.
Lige i nærheden af vores hotel lå i øvrigt også det strålende Gran Teatro, nationalteatret, hvor op mod 2000 par tidligere mødtes til festlige lejligheder for overklassen, og hvor det nationale balletkompagni og forskellige operakompagnier i dag har forevisninger med jævne mellemrum. Ved siden af ligger Capitolio – den cubanske kopi af Capitol i Wahington D.C. – og blev bygget i 1920’erne, da amerikanerne (og den amerikanske mafia) havde stor indflydelse på Cuba, idet de i praksis overtog Spaniens rolle som Cubas koloniherre. I dag – knap 50 år efter revolutionen, som gjorde Cuba til en socialistisk stat – virker det helt paradoksalt at stå foran et monument, hvor den amerikanske original repræsenterer de helst modsatte pejlepunkter i former af rendyrket kapitalisme og en fremadstormende vestlig udvikling. Et billede af os i 1920’er-look, taget af en kreativ fotograf, der havde stillet sig op foran Capitolio med sit antikvariske fotografiapparat, samt 2 karikatur-tegninger (af Thomas som hip-hop’er og Pia som trutmundet primadonna) er i øvrigt de eneste billeder vi nu har fra vores første dage i Havana – de andre blev som bekendt stjålet sammen med kameraet.
Vores sidste dage i Havana brugte vi nu på alt andet end at forsøge at kopiere de første dage, vi havde tilbragt dér. Vi var enige om at vi ikke ville forsøge at gøre de samme ting og tage de samme billeder – det var simpelthen for absurd. Men det var nu faktisk også nogle helt andre ting, vi havde lyst til at foretage os. En stor del af tiden brugte vi på bare at slentre rundt og indånde folkelivet – f.eks. havde vi en dejlig stund, hvor vi sad på en bænk i en park og så nogle lokale børn spille baseball (desværre blev de jaget væk af en politibetjent, ligesom vi var ved at have forstået reglerne), ligesom vi fik besøgt Ernest Hemingways gamle stambar, La Bodeguita del Medio, hvor der serveres Mojito’er på samlebånd.
Vi fik dog også besøgt på et par af Cubas ”vigtigste” museer: tobaksfabrikken og rom-museet. Thomas var stadig helt benovet over tobak, så især det at besøge tobaks-fabrikken, hvor Cubas verdensberømte Cohiba-cigarer bliver rullet, var en stor oplevelse. Rom var vi nu begge to nået at blive om muligt endnu mere glade for, og selv om Pia ikke kunne kapere at de cubanske daiquries med 90% rom og 10% cola i sin mavesæk, var det nu også et meget fascinerende sted at besøge. Endelig besøgte vi Cubas måske særeste museum, Museo del Ministerio del Interior. Stedet har en udstilling over CIA’s mange forsøg på at snigmyrde Castro. Blandt effekterne er et kamera forklædt som lighter og en radiomodtager gemt i en falsk sten. Igen var det et problem at vi ikke forstod spansk, så derfor kom vi til at se hele indenrigsministeriets museum med mindeudstillinger for politi, for brandmænd - you name it - inden vi kom til den samling, vi gerne ville se. Men fascinerende var det, og man må sige at CIA har været særdeles kreative, hvis udstillingen står til troende.
En anden seværdighed, som vi havde sat os for at se, var den verdensberømte kabaret, Tropicana. Som vores guidebog så betegnende skriver, så er kabareten smagløs, grov og fornøjelig sexisitsk – alt hvad cubanerne elsker (stadig guidebogens udsagn) – men dertil kan vil tilføje imponerende, fascinerende, betagende – og vauv for nogle kostumer og hovedbeklædninger (syntes også Pia). Kabareten har været i gang mere eller mindre kontinuerligt siden klubbens åbning i 1939 – også under de strenge revolutionsår. Showet starter med den fantastiske lyd af et 20-mands orkester. Kvinder i sølvlamé-frakker og fine hatte svæver ind over scenen i trapezer. Dansende mulatter springer forbi i et brus af fjer, glimmer og lange ben, og kabareten afsluttes med et bizart festoptog. Imens serveres en lille anretning med en bolle og ost – samt en hel flaske rom og nogle isterninger. Det er den form for ekstravagance, man i resten af verden kun oplever i gamle sort-hvide film, men på Cuba lever det i bedste velgående sammen med de gamle amerikaner-biler og de smukke faldefærdige palæer samtidig med at Cuba rent faktisk er et af de allersidste ærkesocialistiske lande, der er tilbage i verden… Vi var inde og se showet sammen med Zé og Carlos, vores vennepar fra Portugal, og det var en rigtig god oplevelse. De boede på Havanas totalt tjekkede og femstjernede hotel, Meliá Cohiba, så det fik vi også set da vi spiste der sammen med dem inden showet. Vi var dog enige om at selv hvis vi havde haft råd, var vi ikke flyttet ind på det – det var alt for tjekket til os med marmorgulve, spingvand i foyeren etc. Men maden nød vi… ;o)
Retur til Danmark og snestormen
Vores sidste dage i Havana var dejlige, og det var hele vores ferie set som et hele, men til sidst var vi så mætte af oplevelser og Pia savnede Sascha, så vi glædede os faktisk til at tage hjem. Efter at have provianteret mange flasker rom og kasser cigarer – Thomas’ projekt – tog vi en taxa ud til lufthavnen. De sidste par dage inden vi skulle hjem havde vi fået adskillige sms’er om snestorm, så det var med bæven at vi pakkede vores bagage. Den taske, vi havde indkøbt til vores souvenirs, var gået i stykker efter at have været i brug et par timer, men heldigvis er det åbenbart ikke et særsyn, for i lufthavnen i Havana kan man få pakket tasker og kufferter ind i plastic inden de tjekkes ind, så sådan klarede vi det problem. At det så sandsynligvis også medvirkede til at tolderne ikke gad beskæftige sig med vores bagage, gjorde jo ikke noget…
Flyveturen fra Havana til Paris var meget behagelig – den foregik om natten, hvilket betød at vi bare kunne lægge os til at sove uden at blive forstyrret af film og kabinepersonale, men vi fik nu også nydt den smukkeste solopgang ud over horisonten mens vi stadig fløj ovenover skyerne. Det var så fantastisk smukt at det stadig står helt klart for os begge…
Vi kom godt hjem – kunne lande trods sneen – og har haft en fantastisk og meget tankevækkende oplevelse. Og hvis I er kommet så langt som til her, håber vi at I har nydt fortællingen.
Kærlige hilsener fra Pia & Thomas |
